Har du brug for rådgivning?

Har du brug for hjælp - klik her

Lejernes Landsorganisation er en sammenslutning af selvstændige afdelinger, hvor man som medlem kan få råd, vejledning og assistance. Lejernes Landsorganisation er en medlemsorganisation. Vi modtager ikke offentlig støtte. Vores mulighed for at være til rådighed for dig og andre lejere bygger derfor på medlemskab.

 

19-09-2023

Ny analyse: Stor udskiftning i almene boliger

Nye tal fra BL - Danmarks Almene Boliger viser, at andelen af eksterne tilflyttere til almene boliger er større, end tidligere antaget. Dette ændrer desværre ikke på, at der er for få betalelige boliger til rådighed.

”Tallene viser, at rygtet om, at folk holder fast i de billige almene boliger i København, ikke er helt sandt. Efterspørgslen efter de billige familieboliger i storbyen er dog meget høj. Der er et generelt behov for betalelige boliger i storbyen,” siger chefanalytiker i BL – Danmarks Almene Boliger, Kristine Vasiljeva.

Læs nyheden fra BL her

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

Læs mere…
19-09-2023

400 tilmeldte til LLO webinar: Betaler jeg for meget i husleje?

Der var 400 tilmeldte til torsdagens webinar "Betaler jeg for meget i husleje?", som LLO - Lejernes Landsorganisation Danmark stod for at afvikle.

Alle 400 har modtaget en optagelse af selve webinaret samt de slides vi anvendte - og vi håber de er blevet meget klogere på deres rettigheder omkring huslejens størrelse.

Efterårets kurser lægges løbende på vores kursusside, som kan ses her https://www.vi-lejere.dk/kurser/

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

Læs mere…
15-09-2023

Huslejeloftet førstebehandlet for et år siden

Det er i dag et år siden, at huslejeloftet blev førstebehandlet i Folketinget. Dengang lød der et ramaskrig fra den daværende borgerlige opposition.

"Et massivt overgreb mod civilbefolkningen" og "sagsbehandlingstiden eksploderer"

Den fik altså ikke for lidt, da lovforslaget om #huslejeloft blev førstebehandlet for præcis et år siden i dag (d. 15. september 2022).

Flere af de daværende oppositionspartier kom helt op på den største retoriske klinge, da de ville vise deres utilfredshed.

Hvordan det siden gik, kan du læse om her.

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

Læs mere…
15-09-2023

Ulovlige opkrævninger for forbrug

En lejer fra Kolding henvendte sig til Servicekontoret i Aarhus, fordi han havde fået en ekstraregning på 7720,99 kr. vedrørende vand – og varmeregnskab for 2022.

Lejeren undrede sig over regningen af flere grunde, men primært fordi der ikke var vandmålere installeret på indflytningstidspunktet, og udgiften til vand derfor var inklusiv i lejen.

Lejer havde ganske vist observeret, at der havde været håndværkere i ejendommen, og at der var opsat et stykke pap i opgangen, hvorpå der stod ” i morgen opsætning af målere, V.V.S”, men lejer havde på intet tidspunkt modtaget nogen information fra udlejer om nogen ændring.

Ikke desto mindre mente udlejer, at denne skulle have en betaling på 6044,92 kr. for vand, og derudover 1676,07 kr. for varme.

Servicekontoret fremsendte indsigelse til udlejer på lejers vegne.

Da udlejer ikke kunne fremvise noget gyldigt vandregnskab, erkendte de at kravet på betaling for vand skulle bortfalde.

Derudover erkendte de i første omgang, at de ikke kunne kræve deres honorar til Techem på 1239,10 kr. for udarbejdelse af regnskab betalt særskilt hos lejer, og reducerede derfor deres krav til 436,97 kr.

Servicekontoret afventede efterfølgende, om udlejer så ville fastholde dét krav, ved at indbringe sagen for Huslejenævnet. Det kunne Servicekontoret konstatere de ikke gjorde, men i stedet sendte udlejer en ny rykker til lejer – på det fulde oprindelige beløb - altså på de 7720,99 kr.

Servicekontoret kontaktede derfor udlejer igen, og de erkendte fejlen, men mente så fortsat at lejer skulle betale 436,97 kr.

Efter Servicekontoret forklarede dem, at de så skulle have haft indbragt sagen for nævnet inden fristens udløb, meddelte udlejer at restancen nu var slettet.

I kan læse mere om forbrugsregnskaber i vores guide: bit.ly/3ZlCbGn

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

Læs mere…
14-09-2023

Kan min kone overtage, hvis jeg dør først?

Et medlem har spurgt sin rådgiver, om hans kone kan overtage lejemålet, hvis han går bort før hende? Se svaret herunder.

Som ugifte/samlevende skal man være opmærksom på, at man skal have haft "fælles husstand", hvis ens samlever skal kunne overtage lejemålet.

 

Hej LLO,

Jeg er gift og har et lejemål i København. Hvis jeg dør først, vil min kone så kunne overtage mit lejemål. Vi har ligeledes et sommerhus, hvor vi opholder os meget af året.

Vil en sådan overtagelse blive betragtet som fraflytning af mit dødsbo og tilflytning af min kone/enke, som derved udløser fraflytningssyn og fortabelse af evt. indestående på vedligeholdelseskonto?

Hvis det er tilfældet, skal jeg vel være ekstra opmærksom på at anvende vedligeholdelseskontoen, før jeg dør!

MVH - og god sommerferie

Lejer

 

LLO’s svar:

Kære Lejer,

Tak for jeres mail.

Så længe i er gift, er man i lejeloven sikret på den bedste måde. I forhold til det scenarie, du opstiller her, kan jeg bekræfte, at din ægtefælle har ret til at overtage lejeforholdet.

Det følger af lejelovens § 163, stk. 1 ”Dør lejeren, har ægtefællen ret til at fortsætte lejeforholdet”. I dette tilfælde er der ikke nogen krav til længden af jeres ægteskab, og der er heller ikke krav om, at man skal have haft fælles husstand. Det gør derfor ikke noget, hvis din kone opholder sig i sommerhuset. Derudover så følger det af LL § 164, at det samme vil gælde, hvis du på grund af alder eller sygdom skal flytte i ældre- eller plejebolig.

Det vil i så fald betyde, at din ægtefælle fortsætter på uændrede vilkår og beholder din lejekontrakt og vedligeholdelseskonto. Der skal heller ikke laves et flyttesyn.

Såfremt I har flere spørgsmål hører jeg gerne fra jer.

 

Venlig hilsen

Robert Nedergaard

Juridisk rådgiver, LLOH

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

Læs mere…
11-09-2023

Godt nyt om nettoprisindekset

Danmarks Statistik oplyser, at inflationen er faldet til sit laveste niveau i næsten to år. Nettoprisindekset steg med 2,8% ift. august 2022, det er det laveste niveau siden oktober 2021.

Nettoprisudviklingen er dermed noget under huslejeloftet på 4%.

Det er gode nyheder for lejerne med en nettoprisindekseringsklausul i lejekontrakten.

Bemærk at huslejeloftet fra 2022 alene er et loft. Hvis udviklingen i nettoprisindekset er lavere end 4%, er det udviklingen, der gælder.

Når udviklingen er 2,8% for august 2022-2023 så reguleres huslejen på baggrund heraf er den maksimale stigning 2,8% og ikke 4%.

Forrige måned oplevede en lille stigning (3,6% ift. forrige måned sidste år), men nu går udviklingen igen den rigtige vej.

Bemærk endeligt, at en række andre takster i lejelovgivningen også reguleres med nettoprisindekset (fx hensættelser til vedligeholdelse), som derfor også får betydning for lejere, der ikke får hele deres husleje reguleret efter reglerne om nettoprisindeksering.

Læs mere på Danmarks Statistiks hjemmeside: 

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

Læs mere…
08-09-2023

Alment projekt løber med Renoverprisen 2023

Rudkøbing Gamle Skole på Langeland vandt torsdag aften Renoverprisen 2023. Skolen er en signaturbygning i byen og er et godt eksempel på, hvordan nye funktioner i historiske bygninger kan sikre nyt liv i både bygninger og lokalområde, skriver Renoverprisen på deres hjemmeside.

Vi finder i LLO det glædeligt, at det er lykkedes at anvende eksisterende byggeri til nye formål, og at bygningen nu fungerer som almene ældreboliger.

”Rudkøbing Gamle Skole er et flot eksempel på, hvordan man kan puste nyt liv i en bygning og et lokalområde ved at udnytte nogle af alle de gamle skoler rundt om i landet, som bliver nedlagt, fordi eleverne samles på større skoler. Det kan andre kommuner godt lade sig inspirere af,” udtaler Karen Mosbech, Formand for Renoverprisens Nomineringsudvalg, der understreger, at vinderen er fundet blandt et stærkt felt af nominerede projekter.

Læs om prisen her

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

Læs mere…
07-09-2023

Leder: Lovgivning med tilbagevirkende kraft – Nej tak!

LLO´s medlemsblad Vi Lejere nr. 3. 2023 er færdigtrykt og på vej mod medlemmernes postkasser.

Det første vi deler er Landsformand Helene Toxværds leder, hvori hun adresserer et problem: at regeringen med sammenskrivningen af de to lejelove - boligreguleringsloven og lejeloven - desværre planlægger at lovgive med tilbagevirkende kraft og belønne udlejere, der har lavet ulovlige vilkår i deres kontrakter med lejerne.

Læs mere her

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

Læs mere…
01-09-2023

Udlejer krævede 23.101 kr. for ridse i gulv!

En fraflytningssag har været i Huslejenævnet, hvor den blev afgjort til lejers fordel.

Sagen begyndte, da et LLO Herning medlem fraflyttede et lejemål beliggende i Ikast-Brande Kommune.

Ved fraflytningen reklamerede udlejer flere forhold, som udlejer mente skyldtes lejers misligholdelse af lejemålet. Det omhandlede bl.a. en ridse på et gulv og nogle mindre reparationer i køkkenet, men udlejer fremsendte ingen flytteopgørelse og tilbageholdte blot lejers depositum på 21.000 kr. 

Efter LLO indbragte sagen for nævnet, opgjorde udlejer det krav han mente at have lidt, og indhentede i den forbindelse tilbud på udbedring af ridsen på gulvet på hhv. 17.151 kr. og 23.101 kr. idet han mente at der var behov for udskiftning af hele gulvet.

Nævnet nedsatte beløbet

Nævnet godkendte udlejers krav vedrørende materialer til køkkenet, men nedsatte beløbet til montering til 500 kr. Derudover godkendte nævnet at lejer skulle hæfte for den ridse der var i gulvet, men nedsatte beløbet til 5000 kr. 

Udlejers krav om istandsættelse på lejers regning bortfaldt, da udlejer ikke fremsendte en flytteopgørelse. 

Udlejer har fulgt nævnets afgørelse og lejer har bekræftet at hun fik 14.704 kr. retur, ud af det samlede depositum på 21.000 kr. 

Se også www.vi-lejere.dk for flere nyheder, artikler, film og guides, for dig som bor til leje.

 

Læs mere…
< 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54  >

Accepter cookies fra denne hjemmeside

Denne hjemmeside anvender cookies til at følge din adfærd og forbedre brugeroplevelsen på siderne

Du kan altid slette cookies via indstillingerne i din browser