Har du brug for rådgivning?

Har du brug for hjælp - klik her

Lejernes Landsorganisation er en sammenslutning af selvstændige afdelinger, hvor man som medlem kan få råd, vejledning og assistance. Lejernes Landsorganisation er en medlemsorganisation. Vi modtager ikke offentlig støtte. Vores mulighed for at være til rådighed for dig og andre lejere bygger derfor på medlemskab.

 

02-03-2018

LLO: Almene boliger er ikke problemet - giv lejerne den tryghed, de fortjener

Regeringen fremlagde sin plan ”Ét Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030” i går. LLO mener, at regeringens fokus på at bekæmpe problemerne i udsatte boligområder er både nødvendig og helt rigtig. Det er afgørende for LLO, at alle danskere kan føle sig trygge i deres hjem og boligområde. Det er godt, at der gøres noget for beboernes tryghed, fx ved at holde hårde kriminelle ude af områderne.

Har regeringen et problem med almene boliger?

Desværre er forslaget præget af en generel fjendtlighed imod almene boliger. Denne holdning ligger som en skygge over hele projektet og betyder, at en del af tiltagene går ud på at afskaffe almene boliger - ikke gøre dem bedre eller forbedre beboernes liv. Pakken mangler for eksempel helt tiltag for at få folk i uddannelse og job.

LLO ønsker byer med plads til alle og hvor alle samfundsgrupper kan bo sammen – altså blandede byer. Og i den forbindelse virker kravet om, at almene familieboliger maksimalt må udgøre 40% af et område, ikke særligt fornuftigt. Med mindre man altså tror, at det er boligstørrelsen og selve ejerformen, der er skyld i de sociale problemer.

Regeringen sparker nogle åbne døre ind

Flere af regeringens forslag er allerede virkelighed. Eksempelvis bruges den fleksible udlejning allerede i alle belastede boligområder og kommunerne anviser ikke folk på kontanthjælp til disse. Men det er fint at forbedre integrationsindsatsen til områderne.

Lejerne bør have større tryghed

I LLO er vi enige i, at man også som almen beboer har ret til at leve sit liv uden at skulle være bange for hårde kriminelle, men om man opnår dette ved at fordoble straffene er nok mere tvivlsomt. I LLO ønsker vi, at dømte, hårde kriminelle kan holdes væk fra de boligområder, hvor de begår kriminaliteten. Hvilke metoder dét kræver, bør undersøges inden der lovgives.

Det skal ikke være nemmere at smide uskyldige lejere ud

Regeringens forslag lægger op til, at lejerne skal kunne opsiges, hvis en privat investor ønsker at købe deres almene boligafdeling, hvilket kommer til at ske, hvis regeringen får flertal for sit forslag. Forslaget bryder med alt, hvad der er og hidtil har været gældende dansk lov. Og det er et alvorligt og meget væsentligt indgreb i lejernes fundamentale beskyttelse. LLO kan derfor ikke støtte dette forslag, og det hjælper ikke meget, at lejerne loves genhusning i forbindelse med salg, når denne genhusning ikke er klart defineret. 

For hvad skal den lovede genhusning omfatte? Skal det være genhusning til samme husleje eller i samme kommune, med samme antal beboelsesrum i samme boligstandard, eller …? 

Dette er væsentligt at få afklaret, da det er alle lejere i kategorien ”udsatte boligområder”, der kan blive ramt af disse opsigelser. Det svarer til 120.000 beboere - omtrent det samme som hele Aalborgs befolkning. Det forslag giver ikke tryghed til beboerne. Tværtimod

Parallelsamfund er et samfundsproblem – derfor skal hele samfundet betale for løsningen

Regeringen lægger op til at bruge 12 milliarder kroner af Landsbyggefondens midler til at finansiere dele af indsatsen. Der er med andre ord tale om midler til vedligeholdelse, som de almene lejere har betalt som en del af deres husleje.  Det er helt urimeligt, at beboerne i alle landets almene afdelinger nu kan risikere at vente længere på at få skiftet vinduer eller tage som følge af regeringens forslag.

Husk beboerdemokratiet

Der er helhedsplaner eller helhedsplaner undervejs for alle de ”hårde ghettoområder”. Det der tilføjes nu er, at staten kan nedrive et helt område, hvis boligorganisationen ikke makker ret. Det er vanskeligt at se, hvilken indflydelse lejeren har på sin bolig, hvis hendes stemme i boligafdelingen og i organisationsbestyrelsen blot kan ignoreres.

Husk at tale med de mennesker, det handler om

De borgere der bor i udsatte boligområder ved godt, hvor skoen trykker. Vi opfordrer regeringen til dialog med beboerne, inden der lovgives. Det er en god dansk tradition, at man taler om tingene og lytter til hinanden. Det giver bedre lovgivning, bedre boligområder og det giver et bedre samfund i sidste ende.

Hvad vil LLO?

I LLO mener vi, at det er godt, at regeringen tager problemerne i de udsatte boligområder alvorligt. Men mange af forslagene er noget, der allerede sker og andre af forslagene vil være grundlæggende ændringer i lejernes rettigheder, både hvad angår opsigelsesbeskyttelse og beboerdemokrati.

I LLO vil vi gerne have mere fokus på at skabe bedre liv og livskvalitet for dem, der bor i områderne, for det er vel det, det drejer sig om.

LLO hilser forslaget om mere politi i områderne velkomment, ligesom vi gerne ser, at langt flere af beboerne får mulighed for uddannelse og job og dermed mulighed for at blive en del af hele samfundet. Derfor skal alle de gode tiltag, der er i gang, få lov til at virke og gerne suppleres med nye tiltag, der fungerer for de mennesker, der bor i områderne. Det er ikke nok at flytte rundt på dem.

Tilbage

Accepter cookies fra denne hjemmeside

Denne hjemmeside anvender cookies til at følge din adfærd og forbedre brugeroplevelsen på siderne

Du kan altid slette cookies via indstillingerne i din browser