Almene boliger med egen strandeng
I 50 år lå FN-organisationen WHO’s europæiske hovedkontor på Scherfigsvej i København – afskærmet for nysgerrige blikke. Nu er verdenssundhedsorganisationen flyttet ind i den nye FN-by i Københavns Nordhavn og bygningerne på Scherfigsvej står nu tomme. På grunden vil Københavns Kommune nu bruge planloven og tillade en privat bygherre, at opføre 120-130 ejerboliger og 40-50 almene boliger, der er til at betale. Oven i købet med egen strandeng lige uden for entrédøren. Området er super eftertragtet med en beliggenhed lige ned til Svanemøllebugten og Svanemøllestranden, et stenkast fra det mondæne Tuborg Havn og klos op ad kommunegrænsen til Gentofte. ”Det bliver Københavns flotteste almene boliger”, siger en embedsmand i Københavns Kommune. ”Her ville jeg gerne selv bo”. Og overborgmester Frank Jensen siger: ”Det er jeg stolt af. Det er sådan et København, jeg ønsker”. WHO-grunden på Scherfigsvej er et godt eksempel på, at planredskaber giver mening for en kommune, der ønsker en blandet by. Men blå blok i Folketinget vil rulle planloven tilbage og afskaffe kommunalbestyrelsens mulighed for at fastsætte krav om op til 25 pct. almene boliger i forbindelse med lokalplanlægning for nye boligområder. |
Vi Lejere side 7-8 og 6-7 Link: vi lejere nr.1.2016 |