Har du brug for rådgivning?

Har du brug for hjælp - klik her

Lejernes Landsorganisation er en sammenslutning af selvstændige afdelinger, hvor man som medlem kan få råd, vejledning og assistance. Lejernes Landsorganisation er en medlemsorganisation. Vi modtager ikke offentlig støtte. Vores mulighed for at være til rådighed for dig og andre lejere bygger derfor på medlemskab.

 

14-08-2015

Betalelige lejeboliger forsvinder langt hurtigere end politikerne tror

Aldrig før har det været så svært som nu at få en betalelig lejebolig i København og Aarhus - eller i andre større byer i Danmark. Tusinder af betalelige to- og treværelses lejligheder til omkring 4.000-5.000 kroner i husleje om måneden, eksklusiv varme og forbrug, forsvinder fra den privatejede udlejningssektor. Det skriver LLO's blad Vi Lejere. Det er ikke fordi, de bliver nedlagt, men fordi de moderniseres og derefter udlejes til en leje, der i gennemsnit ligger godt 80% over før-lejen. En toværelses lejelejlighed koster efter en modernisering nemt mere end 7.000 kroner om måneden - eksklusiv forbrug og varme.

En ny LLO-undersøgelse viser, at over dobbelt så mange lejligheder som Folketinget hidtil har antaget, bliver moderniseret ved genudlejning. Moderniseringer rammer især boligsøgende enlige, studerende og personer udenfor, eller med løs tilknytning til arbejdsmarkedet. De har en for svag økonomi til, at banken vil godkende dem til at låne penge til at købe en ejer- eller andelsbolig.

Læs mere…
18-05-2015

Lejernes LO er med ved 3 events på Folkemødet på Bornholm

Til Folkemødet på Bornholm, den 13. juni 2015, er Lejernes LO repræsenteret 3 steder.

Dels har vi vores eget arrangement: "Hvad skal vi med lejeboliger i fremtiden?"

Hvilken rolle skal boligen opfylde i fremtiden? Hvorledes passer de almene og de privatejede udlejningsboliger til det fremtidige boligbehov? Hvilke værdier kendetegner fremtidens lejere? Hvordan får vi bygget flere lejeboliger?

Se nærmere her: https://kalender.brk.dk/event/user-view/15147

Samme dag er vi sammen med det kriminalpræventive råd omkring: "Fotoovervågning og hegn - er det tryghed i boligområderne?"

Se nærmere her: https://kalender.brk.dk/event/user-view/15139

Endeligt lader vi 3 folketingsmedlemmer drøfte: "Hvordan opretholder vi gode og betalelige lejeboliger?"

Hvordan sikrer vi, at der bygges flere lejeboliger i byerne? Hvad skal vi med både almene og privatejede udlejningsboliger? Er huslejereguleringen fornuftig? Hvordan stopper vi spekulanter, som med fup og fidus udnytter manglen på lejeboliger?

Se nærmere her: https://kalender.brk.dk/event/user-view/15153

 

Læs mere…
12-05-2015

Moral og dobbeltmoral i AAB og FSB

Direktøren for Lejernes LO i Hovedstaden, Claus Højte, anklager de to store almene boligorganisationer, AAB og FSB, for ikke at respektere det beboerdemokrati, de selv hylder i festtaler og som er fastlagt i lovgivningen. "Mange steder klemmes beboerdemokratiet af boligorganisationernes og administrationernes forestillinger om, at effektiv administration kan hæmmes af alt for meget beboerdemokrati", skriver han i en klumme i Vi Lejere. "I nogle boligorganisationer, som for eksempel AAB, lever man stadig i 1960'erne. Holdningen her er, at beboerne skam gerne må tage demokratiske beslutninger, så længe det er de rigtige beslutninger, de tager. For eksempel er det ikke en rigtig beslutning, hvis beboerne i en AAB-afdeling vil tilknytte sig LLO. Beboere i AAB har oplevet at blive skældt huden fuld, hvis de stiller den slags upassende forslag. I boligorganisationen FSB opererer man mere "elegant". Her skælder man ikke beboerne ud, hvis de taler om LLO. I stedet lægger man dem tekniske hindringer i vejen, men resultatet er det samme: Man respekterer ikke beboernes demokratiske rettigheder".

Læs mere…
12-05-2015

Sure udlejere: LLO styrer Folketinget

Udlejerne i Danmarks største organisation for udlejere, Ejendomsforeningen Danmark, mener tilsyneladende, at LLO ligefrem styrer lovgivningsarbejdet i Folketinget, skriver Vi Lejere. Bladet citerer udlejernes formand, John Frederiksen, der i sin tale på landsmødet luftede sin stærke utilfredshed med det brede lejelovsforlig på Christiansborg. Han oplyste, at udlejerne sammen med organisationen Danske Udlejere og to mindre lejerorganisationer havde henvendt sig til ministeren - uden resultat. "Sandheden er, at ministeren vælger den lette løsning, hvor han ikke lytter til organisationerne, men fortsætter sin symbolpolitik, der i det væsentligste er orkestreret af den tredje lejerorganisation, nemlig LLO".

Læs mere…
12-05-2015

LLO's landsformand: Den ny lejelov er en sejr

LLO's landsformand, Helene Toxværd, betragter den ny lejelov som en sejr, og sender en tak til regeringen og forligspartierne bag loven. I en lejer i Vi Lejere skriver hun: "Det store og gode er, at dette meget brede flertal i Folketinget viste, at det står bag reguleringen af det private udlejningsmarked, også i fremtiden. Et faktum, som mange lejerorganisationer i Europa og den øvrige verden misunder os." Landsformanden er dog samtidig kritisk: "Hvis man alene kunne vælge og vrage fra den bedste "hylde", så kunne forliget selvfølgelig have været langt bedre, set fra LLO's side. Der er stadig plads til store forbedringer, f.eks. i forhold til 5.2-moderniseringerne, som betyder, at det private lejeboligmarked gøres utilgængeligt for en større og større del af befolkningen. Også de enorme huslejer i det fuldstændigt uregulerede nybyggeri bør der tages fat på i fremtiden", skriver hun.

Læs mere…
12-05-2015

Aalborg: Medlemstallet tredoblet på 8 år

Lejernes LO i Aalborg har tredoblet medlemstallet på 8 år. Alene i 2014 blev 400 nye sager sat i gang i Nordjylland. Formanden, Kurt Freiheit, konstaterer med beklagelse, at der er kommuner i området, hvor boligreguleringen ikke gælder, fordi byrådene har valgt loven fra. Det er Læsø, Vesthimmerland, Rebild og Mariagerfjord. Her er lejerne dårligere beskyttet end i de øvrige kommuner. Alvorligst er det i Mariagerfjord Kommune, med mange lejere i byerne Hobro, Hadsund, Arden og Mariager.  

Læs mere…
12-05-2015

Sønderborg: De samme brodne kar

Der er utroligt mange tvister og sager i det sønderjyske, hvor lejer og udlejer går fejl af hinanden. Mange gange overholder de private udlejere ikke spillereglerne og lovgivningen. Formanden for Lejernes LO i Sønderborg, Holger Soltau, siger at "det fortsat er de samme brodne kar af udlejere, vi har problemer med. De er professionelle, og nogle af dem er ganske aggressive og forskrækker lejerne ved deres fremfærd. Der er tale om udlejere, der bevidst spekulerer i lejernes uvidenhed og naitivitet, selvom det klart fremgår af en lejekontrakt, hvad der skrives under på. Ved indflytning er de søde og flinke mennesker, som totalt ændrer opførsel ved fraflytning, og i udpræget grad lider af hukommelsestab. Desværre forsømmer lejerne ofte at få den nødvendige dokumentation af aftaler og om lejemålets tilstand."

Læs mere…
30-03-2015

Lejelovsændringerne, der træder i kraft til sommer, er nu en realitet

Folketinget har den 24. marts tredjebehandlet og vedtaget den nye lejelov. Lovforslaget kan ses i sin helhed på nedenstående link.

Landssekretariatet har udsendt en foreløbig vejledning og gennemgang af forslag til vores lokale afdelinger. Derudover har vi i løbet af det næste halve år tilrettelagt en række aktiviteter, som skal oplyse vores medlemmer om konsekvenserne af ændringerne. Disse informationsaktiviteter vil dels være i form af interne kurser, og dels regionale fyraftensmøder.

Vi vil løbende opdatere vores afdelinger om ændringerne, ligesom de kommende numre af Vi lejere udførligt vil behandle den nye lejelov.

Loven er en såkaldt "ændringslov". Den vil blive fulgt af en sammenskrivning, så ændringen bliver sammenskrevet med hidtil gældende lov.

Læs mere…
22-12-2014

Ejendomsforeningen Danmark nedgør lejelovsforlig

"Ejendomsforeningen Danmark nedgør, på en usaglig måde, et vigtigt lejelovsforlig", siger Helene Toxværd, formand for Lejernes LO.

Ejendomsforeningen Danmark (ED) tilkendegiver i en pressemeddelelse en stærk utilfredshed med det lovforslag til forenkling af lejelovgivningen, som Minister for By, Bolig og Landdistrikter, Carsten Hansen, fremsatte den 17. december 2014. Efter ED's opfattelse er det nye begreb, normalistandsættelse ved fraflytning, "ikke defineret" af ministeren og ED mener, "at der er tale om en stigning i de samfundsøkonomiske omkostninger på godt 100 mio. kroner om året" og dette "er en ekstraudgift, som i sidste ende vil blive betalt af lejerne i form af øget administration."

Det er ærgerlidt, at ED kritiserer det nye normalistandsættelsesbegreb. Lovforslaget løser nemlig på en god måde den umulige situation, som mange lejere er i, når de har boet i lejemålet i kort tid. Her er lejeren blevet pålagt at nysitandsætte rør, paneler og gulve, selvom de fremtræder meget vel vedligeholdt. Det var ressourcespild og uforståeligt for lejerne og også for mange udlejere.

LLO anerkender fuldt ud, som også ED påpeger, "at der med indførelse af obligatoriske ind- og fraflytningssyn, indberetning af regnskabsoplysninger til GI og tvungne vedligeholdelsesplaner bliver øgede administrationsudgifter for udlejerne". Men ED underdriver den lettelse i udlejers administrationsomkostninger, der følger af, at udlejer for eksempel kan undgå hvert år at redegøre for omkostningerne ved udlejningsvirksomheden, at udlejer ikke længere har pligt til at fremlægge et vedligeholdelsesregnskab ved varsling af lejeforhøjelser og at den sanktion, der tidligere tvang en udlejer til at tage beboerrepræsentationen med på råd ved moderniseringer, fjernes.

Det er således LLO's opfattelse, at udlejerne med forslaget samlet set får en nettolettelse i administrationsomkostningerne.

Læs mere…
22-12-2014

Velkommen til lejelovsforslaget i endelig udgave

"Vi er begejstrede for forslaget, fordi det på en række punkter forbedrer lejernes situation, men der er dog også tidsler", siger formanden for LLO, Helene Toxværd, i en kommentar til det forslag til ny lejelov, Minister for By, Bolig og Landdistrikter, Carsten Hansen, fremsatte den 17. december 2014. Forslaget er en udmøntning af lejelovsforliget mellem Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Lovforslaget bygger derudover på den enighedsliste som udlejer- og lejerorganisationerne har forhandlet under ledelse af skiftende regeringer siden 2005.

"Lovforslaget er velkomment, fordi det på en række punkter giver lejerne bedre og klarere rettigheder. På nogle punkter er lovforslaget dog også til ulempe for lejerne. Vi er dog glade for, at det endelig bliver slået fast af en bred forligskreds, at der er lejeregulering i Danmark", siger Helene Toxværd.

LLO er tilfredse med, at lejerne får øget tryghed i form af pligt til ind- og fraflytningssyn, samt dertil obligatoriske ind- og fraflytningsrapporter, øget gennemskuelighed ved trappeleje erstattes af indeksregulering, og øget indseende og forståelse for ejendommens vilkår via udlejers pligt til i storhuse at involvere beboerrepræsentationerne i vedligeholdelsesplanlægningen.

Desværre får lejerne ikke den lettelse i fraflytningsudgifterne, som ministeren havde lagt op til, men i stedet er der en lettelse for de lejere, der kun har boet i lejemålet i kort tid.

Lovforslaget giver også udlejer en række administrative lettelser, for eksempel en ny lettere kombineret regulering af lejen i storhuse med nettoprisindeks/omkostningsbestemt leje, indeksregulering i småhuse, lettelser i afrapportering af vedligeholdelsesregnskaber og lettelser i pligten til involvering af beboerrepræsentationen i beslutningsprocessen. Og ikke mindst de såkaldte amatørudlejere får lettelser i adgangen til at opsige lejer.

"Alt i alt bevarer lejelovsforslaget dog den balance mellem ejer og lejer, som har været vigtig for forligsparterne og som følger af et bredt forlig i Folketinget. For lejerne er der tale om vigtige forbedringer, som vi har efterspurgt længe", siger Helene Toxværd, formand for Lejernes LO.

Læs mere…
< 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11  >

Accepter cookies fra denne hjemmeside

Denne hjemmeside anvender cookies til at følge din adfærd og forbedre brugeroplevelsen på siderne

Du kan altid slette cookies via indstillingerne i din browser